Crystals and Caverns

Når Døden banker på!

Opgøret med Dra'an den Grusomme

Gruppen stod nu overfor et valg. Gå ind og mød hvad end der var på den anden side eller lade det ligge og håbe på at hvad end Dra’an havde at byde på. Nu hvor de dog var kommet så langt, så kunne de lige så godt få det overstået og håbe på at dette var det rigtige tidspunkt at slå til, og dermed begyndte de deres vandring ind i denne mørke hule.

Efter en lang vandring i den mørke gang der ledte gruppen dybere ind i bjerget, stødte de på et mystisk rum. I rummet stod en uhyggelig statue, tre spejle på de forskellige vægge og mærkelige artefakter og våben rundt i rummet. Uden en videre retning at gå efter undersøgte gruppen rummet. Alinar undersøgte et af spejlene og så at i spejlet så rummet anderledes ud. Med noget tid fandt gruppen løsningen på gåden, og en hemmelig dør bag en af spejlene afslørede endnu en gang der førte længere ind i bjerget.

Endnu en gang vandrede gruppen ind gennem gangen før de stødte på den næste udfordring. Denne gang en lidt mere åbenlys udfordring i form af en lang del af gangen fyldt med roterende klinger, sten der forsøgte at knuse dem under dem, og en magisk rune der fyldte dem med frygt. Klingerne blev ødelagt af gruppen, hvor Yasin og Styrbjørn bøjede klingerne, mens Alinar og Azura saboterede dem med en velplaceret daggert og værktøj til at sabotere mekanismen. Nimuë og Azura formåede at ødelægge runen, og gruppen fortsatte ind i det der virkede til at være hovedrummet i denne hule.
I midten af rummet stod et alter, som Nimuë identificerede som et alter til at hjælpe med at vække de døde til udøde. Flere døre ledte ud til nogle andre rum, men overfor var en mægtig port, som Azura og Alinar fik låst op.

Gruppen besluttede at se hvad der var bag den store port og som de skubbede den op aktiverede det en eller anden form for mekanisme. Et blændende lys eksploderede, men så ikke ud til at gøre mere. Kort efter begyndte de at høre noget bag dem, der lød som regn eller sten der trillede ned af en klippe side. Lyden tiltog og det blev voldsommere. Kort efter så de en enorm hær af skeletter væltende ud af en af gangene, og gruppen så sig nødsaget til at flygte ned af den åbne gang. De låste døren efter sig i håb om at den ville holde skeletterne ude. De løb ned gennem gange og endnu en fælde blev aktiveret, som medførte et tungt metalgitter falde ned bag dem.

Gruppen fortsatte ind gennem gangen hvor de trådte ind i et rum der så ud til at være ødelagt af et tidlige slag. Det meste så forbrændt og magi havde tydeligt havde hærget rummet. De fik øje på kroppen bundet med magiske runer til jorden, som lo af dem. På elvisk hånede kroppen Paelias, som den troede var kommet tilbage for at få gjort has på ham.
Dra’an hidkaldte en dæmon, og en mægtig kamp udspillede sig efterfølgende. En mægtig Glabrezu med en ædelsten sat ind i det ene øje og dens magiske og dødlige stråler gav store udfordringer for gruppen. Morgoth formåede at fælde denne dæmon som blev forvandlet til aske. Morgoth informerede om at en lich havde brug for et fylakteri – et artefakt som indeholdt magikerens sjæl – og den skulle destrueres. Nimuë som undersøgte ‘øjet’, der var det eneste tilbage efter dæmonen, faldt under magien af en magtfuld forbandelse og faldt bevidstløs om. Morgoth genkendte forbandelsen som bondedrengen Thomas også var faldet under. Efter noget tid identificerede Morgoth stenen som værende fylakteriet. Yasin brugte sin guddommelige magt til at knuse stenen. Med destruktionen af stenen så de hvordan liget fra Dra’an blev destrueret i et voldsomt skue. Sammen med liget destrueret forsvandt runerne også, der så ud til at have holdt Dra’an fanget. Nimuë vågnede op igen, efter at stenen var brudt og forbandelsens kilde ødelagt.

Gruppen begyndte at undersøge rummet for at finde nogle genstande der kunne hjælpe dem fremover, og samtidig hørte de en høj metallisk brag. Gruppen kom i tanke om den udøde hær ude foran og forberedte sig på det værste, men ind stormede to personer. To præster af Kelemvor. De præsenterede sig som Kara og Laucian, medlemmer af ordenen Solens Hånd. Jægere af udøde og dæmoner. Gruppen delte information med Kara og Laucian, og fik at vide at de havde destrueret hæren og lukket en portal til Shadowfell hvorfra de alle sammen kom stormende. Gensidig tak for hjælpen skilledes gruppen med præsterne som ville rense stedet, så det ikke kunne benyttes til at gøre helligbrøde endnu en gang.

Gruppen forlod hulen efter at have tømt skattekammeret og vendte tilbage til Alfenæs. Tilbage i Alfenæs fandt de ud af at der var ved at blive gjort klar til et større festival, og efter at have talt med sheriffen Anders af Alfenæs, besluttede de sig for at deltage i Agermoderens Festival. Der var konkurrencer, mad, drikke og dans og glade dage. Styrbjørn vandt armlægningskonkurrencen, mens Alinar triumferede i silkeløbet, hvor Morgoth, meget mod sin vilje blev overtalt af Azura til at deltage. Azura og Alinar besluttede sig også for at besøge en seer, og begge virkede overrumplede af hendes læsning af deres skæbne.
Festivallen sluttede af med at se feerne danse i skovbrynet til Dryadeskovene, og noget hæftigt drikkeri, hvor Torrin gav gruppen noget hjemmelavet brændevin til at fejre festivallen, og festlig var den og nogle ville komme til at vågne op med nogle voldsomme tømmermænd.

Om morgenen vågnede gruppen op til et vellavet morgenmåltid. Morgoth og Yasin havde forinden festivallen undersøgt nogen som Dra’an eftersigende havde søgt efter. Et artefakt kendt som Verdensskødets Bæger. Alfenæs arkiver havde ikke meget information om legenderne, men Broder Gregor fortalte hvad han vidste om Bægeret. Legendrene fortalte om at Bægeret var et mægtigt artefakt der var med til at skabe verden, og nogle legenderne fortalte hvordan Bægeret blev korrumperet til være det som ville bringe verdens ende. Broder Gregor havde forslået dem at opsøge Tempel Bibliotekerne i Ikat eller Azurbiblioteket i Myria, som helt klart ville have mere information om emnet. Med videnen om at Ikat også var hjemmet til Solens Hånd, var Morgoth mere interesseret i at tage til Myria. Azura ville også gerne lige hurtig at besøge sit hjemland og besøge sin familie for at se hvordan de har det. Gruppen besluttede sig for at tage til Emere i Strana, som er Azuras hjemland, og som naboland til Arinos tænkte gruppen at besøge Myria – hovedstaden i Arinos – efterfølgende for at se om de kunne lære mere om Bægeret.
Den gamle Nimuë fortalte gruppen at hun nok ville blive tilbage. Hun var gammel og skovene var sikre igen. Hun var ikke skabt til lange eventyr, og ville tage afsked med dem når de ville forlade Alfenæs og takke dem for dette eventyr, som nok ville være det sidste hun ville kunne nå i sin levetid. Hun var tilfreds med at vide at Dryadeskovene var sikre og hendes fevenner ville kunne leve trygt i skovene atter en gang, og den tak skyldte hun gruppen.
Med denne afsked måtte gruppen så finde ud af hvordan de ville fortsætte, men først ville de tage til Emere i Strana.

Comments

Sunny_Kzar_Mora Sunny_Kzar_Mora

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.