Crystals and Caverns

Det der bragte dem sammen
Starten for Kzar Mora

Flyer1.png

En forsommer i det lille land Tria i begyndte disse sedler at dukke op i flere byer. Byen Alfenæs, som ligger i det nordøstlige Tria, nord for Draan-bjergene, en bjergkæde der dominerer det nordlige Tria, havde øjensynlig problemer med nogle ulve, og herskeren havde derfor bedt om udefrakommende hjælpe til problemet, i håb om nogle håbefulde eventyrere ville komme til deres hjælp.

Efter noget ventetid svarede nogle eventyrere på sheriffens kald.

Halv-orken Yasin drog til Alfenæs for at beskytte de svage mod ulvene, som hendes gud Torm bød hende.

Halv-elveren Alinar og mennesket Styrbjørn var strandet i Alfenæs efter nogen beslaglagde deres karavane og spredte deres trup. I håb om at få penge nok til at bygge truppen op igen meldte de sig også hos sheriffen.

Morgoth en tidligere præst for Kelemvor, der blev eksileret fra templet, på grund af sin interesse for nekromanti havde taget skibet nord på for at slippe for forfølgelse fra sine tidligere trosfælder.

Ud fra skoven kom den ældre Nimuë. En vildheks fra Dryadeskovene. Alfenæs bønder kendte hende godt, og hun var berygtet for sin evige ungdom. Hun havde selv oplevet problemer med ulvene, og nogle af hendes mest trofaste venner, de lokale feer, var forsvundet, og hun søgte svar.

Azura, en adelig genasi var draget ud i verden for at opleve noget af verden. Ved tilfælde endte hun sammen med de andre uden at det var hendes hensigt i at deltage i eventyret. Hun endte dog med at følge med de andre efter at have knyttet et bånd til præsten Morgoth.

Og sådan mødtes vores eventyrere hinanden, i et venteværelse hos sheriffen, og derfra starte vores historie.

View
Ulvene kommer!
Deres første møde med de slemme, slemme ulve

Gruppen af tilfældige sammensvorne, som havde truffet hinanden i Alfenæs Slot, mens de ventede på en audiens hos sheriffen Anders af Alfenæs, fik stillet deres opgave af sheriffen og byvagtens kaptajn Hjalmar Brenson. De skulle den kommende nat vogte bondegårdene der var tættest på Dryadeskovene, og stoppe de ulve der ville kunne finde på at krydse floden og angribe bøndernes fåreflokke.

Som de bliver ledt ud af Hjalmar, lægger Morgoth mærke til to præster af Kelemvor der også så ud til at vente på en audiens. To præster som han havde sejlet med til Alfenæs, og som ligesom nu havde virket til at ignorere ham ind til videre. Den ene præst, en elver, så dog ud til at se gruppen an som de passerede hinanden. I barakken introducerer Hjalmar gruppen for tre byvagter der vil komme til at hjælpe dem under opgaven. De bliver delt op i grupper af tre. Alinar, Styrbjørn og Nimuë i den ene gruppe og Yasin, Morgoth og Azura i den anden gruppe. Hver gruppe skal patruljere deres sektion langs floden der skiller Alfenæs’ bønder fra Dryadeskovene. Byvagterne ville tage den sydlige del, fordi de kender bjergene og bakkerne bedst, Yasin, Morgoth og Azura skulle patruljere sektionen i midten (fordi den ene ikke havde lyst til at være for tæt på havet), og Alinar, Styrbjørn og Nimuë ville tage den nordlige del. De fik besked på at mødes ved Østporten ved solnedgang, så de ville kunne få de sidste informationer inden natten ville falde helt på, så de havde resten af dagen til dem selv.

Alinar udnyttede straks muligheden for at invitere kvinderne i selskabet ud på middag på Havfruens Trefork, hvor kroværten Torrin diskede op med sin koks bedste stuvning, og snakket gik livlig mellem dem.
Samtidig besluttede Styrbjørn sig for at prøve at se om han kunne skaffe nogen penge ved at gå til nogen forskellige kroer og udfordre gæsterne i armlægning, og fik sig en lille håndfuld guldmønter for sine bedrifter.
Morgoth tog selv sin tid til at besøge De Helliges Tempel i et forsøg på at lære mere om disse Kelemvor præster ved at kontakte den lokale Kelemvor præst. Desværre så det ud til at Alfenæs’ Kelemvor præst ikke var blevet informeret om disse individers ankomst, men mente at ypperstepræstinden Betha Arnegod måske vidste mere. Morgoth besluttede sig dog at det var på tide at mødes med de andre inden natten ville falde på.

Ved solnedgang stod gruppen klar ved Østporten, hvor Hjalmar sørgede for at forsyne dem med nogle fakler så de havde mulighed for at se gennem mørket og et horn hver så de kunne signalere til hinanden hvis der var fare på færde. Gruppen og de tre byvagter tog af sted for at patruljere deres områder, mens bønderne så nysgerrigt efter den gruppe armerede og meget forskellige folk gå målbevist i retningen af Dryadeskovene.

Det meste af natten gik stille og roligt, indtil Nimuë lagde mærke til bevægelse ved floden. Kort efter blev de angrebet af to ulve, og der blev blæst til alarm. Azura, Morgoth og Azura hørte alarmen, men kort efter kom der det samme signal sydfra. Byvagterne var også i knibe. De tre besluttede sig dog for at løbe de andre tre fra gruppen i møde, inden Azura selv blev løbet ned af et vildsvin. Morgoth fællede behændigt det andet vildsvin med en guiding bolt.
I den anden gruppe faldt Alinar da ulvene angreb, og lige meget hvor meget Styrbjørn slog på ulvene, så rejste de sig igen, ind til de omsider lå stille. Nimuë og Styrbjørn fik hurtigt liv i Alinar igen, og begyndte at undersøge ligene. Begge gruppe lagde mærke til at de dyr der havde angrebet dem havde været døde længe før at de slog dem ihjel for blot få øjeblikke siden.
Begge grupper signalerede tilbage at det hele var i orden igen, men byvagterne sendte signalet tilbage om at de stadigvæk var i kamp, og hvad det lød til var det en hæftig kamp.

Gruppen løb mod byvagterne for at komme dem til undsætning. Azura, Morgoth og Yasin var de første til at ankomme, lige i sidste øjeblik til at se den sidste byvagt falde fra et angreb fra mystisk væsen. Omkring byvagternes livløse kroppe lå der en bunke af lig fra udøde væsner. Både ulve, vildsvin og bjørne. Det var helt klart her den største front var. Udover det menneskelignende væsen der vendte sit fokus mod gruppen var der små busklignende væsner der pludselig styrtede sig mod den nye trussel.
Det største af væsnerne blev fældet af Yasin og Styrbjørn, mens de busklignende væsner faldt hurtigt for Azuras klinger, Nimuës stav og samt en fakkel, båret af Styrbjørn. Da truslen var over fik gruppen hurtigt liv i de heldigvis kun bevidstløse vagter, samtidig med at solen var ved at stige op over Dryadeskovene og ramme Alfenæs der begyndte at glitre som sølv. Nimuë genkendte væsnerne som værende blights. Væsner der opstod når en stor ondskab inficerede en skov. Onde plantevæsner der sprædte sig som en virulent sygdom i skove, og gjorde dem farlige og ufremkommelige. Hadet af feer, og Nimuë frygtede at dette havde noget at gøre med feernes forsvinden fra Dryadeskovene.

Gruppen hjalp byvagterne tilbage til Alfenæs, mens Morgoth og Nimuë slæbte et af ulvenes lig med til at bevise overfor Hjalmar at det de talte var sandt, og en langt mere alvorlig trussel. Tilbage ved slottet blev gruppen tilbudt logi i barakken, som nogen modtog med åbne arme. De fik besked på at de ville skulle tale med sheriffen så snart de vågnede. Og som solen rejste sig på himlen lagde vores eventyrere sig til at sove for at hvile sig ovenpå strabasserne.

View
Hjertetræets hemmelighed
Rejsen ind i Dryadeskovene

Efter den forgangne nats strabasser og gruppen havde lagt sig til at sove, blev Yasin hjemsøgt af en mystisk drøm. En drøm hvor ingen var til stede ud over en pludselig fremtræden af en person hængende på slotsmuren i armene, spændt ud med nogle kæder. Personen som lignede forskellige personer Yasin havde truffet bad hende om hjælp, inden hun blev vækket af en af de byvagter gruppen havde reddet natten forinden.

Gruppen blev bedt om at straks melde sig hos sheriffen. Gruppen blev ledt til sheriffen af hans tjener Anton endnu en gang, kun for at komme ind og afbryde et højlydt skænderi mellem sheriffen og byvagtens kaptajn Hjalmar. Gruppen nåede at høre at Hjalmar krævede at sheriffen ville være mere ærlig overfor dem, da de havde bevist deres værd ved at redde hans mænd.

Sheriffen undskyldte overfor gruppen om ikke at have været helt ærlig overfor dem, da han ikke troede at han ville kunne få fremmede til at kæmpe for sig, hvis han havde fortalt hele sandheden. Han havde godt vidst at ulvene opførte sig besynderligt, og der var mere ved det end blot ulve, dog havde han ikke regnet med zombie ulve. De havde mistænkt at feernes forsvinden fra Dryadeskovene var forbundet med disse ulves opdukken, men ingen beviser. Nimuë fortalte hvad hun vidste om de blights de også havde kæmpet imod, som videre bekymrede sheriffen. Sheriffen bad gruppen om at undersøge sagen nærmere og at vandre ind i Dryadeskovene for at se hvad der var skete og hvad der var i gang med at ske, imod en belønning i form af en klækkelig sum guldmønter. Gruppen indvilligede i at hjælpe.

Efter at have besøgt kvartermesteren for at få nogle forsyninger, gik gruppen i gang med at samle information for at forberede sig på deres rejse. De startede sammen at gå til De Helliges Tempel for at spørge om lov til at gå gennem bibliotekets bøger for at finde noget information. De blev henvist til bibliotekaren, som Yasin havde truffet da hun først ankom, den meget snaksaglige gamle præst Gregor Bersk. Han hjalp med glæde gruppen med at finde bøger der kunne hjælpe dem. Alinar, Yasin og Styrbjørn forsøgte at lære mere om feerne, deres væsen og kultur, mens Nimuë og Azura prøvede at finde nogle kort over byen, for at se om der var nogle skjulte gange og hemmelige rum under byen. Morgoth begyndte at spørge ind til nekromanti og prøvede at være diskret omkring det, men den Broder Gregor brød sig ikke om spørgsmålene og blev meget afvisende. Da gruppen forlod templet formåede Azura at stjæle en bog om nogle hede digte der involverede fefolket.

Styrbjørn og Alinar, der havde forladt templet lidt forinden resten af gruppen, havde formået at få ud af nogle ældre damer om at en bondepige kaldet Miri åbenbart havde et forhold til en satyr fra skovene. Gruppen diskuterede om de skulle besøge bondefamilien, men Nimuë der var Miris gudmor, der havde besøgt familien inden hun var kommet ind til byen, mente det var unødvendig at tale med dem, da de ikke vidste noget da hun først besøgte dem. De begav sig derfor direkte mod Dryadeskovene, selvom de ikke følte at de havde lært synderligt meget, og håbede blot på det bedste.

På vej mod Dryadeskovene lagde gruppen mærke til at nogen prøvede at snige sig efter dem. De opdagede en ung bondepige havde fulgt efter dem, som Nimuë genkendte som Miri med det samme. Miri ville høre gruppen om de ville kunne holde udkig efter Krumhorn, en satyr som hun så som sin bedste ven, sagde hun. Hun gav dem en rutebeskrivelse til Krumhorns normale opholdssted. Hun ville nemlig gerne forsikre sig at sin ven havde det godt. Hun sagde at de skulle først finde Hjertetræet. Derfra skulle de gå direkte mod solopgangen ind til de ramte Lærkelunden. Der skulle de finde et gammelt knortet fyrretræ, hvor Krumhorn burde holde til.

Med hjælp fra Nimuë stedkendthed i de vestligste egne af Dryadeskovene havde de ikke et problem med at finde frem til Hjertetræet. Et mægtigt grantræ. Nimuë vidste at træet normalt var fyldt med feer, men der var ikke et eneste tegn efter dem, og der var heller ikke tegn efter kamp. De var blot forsvundet. Morgoth prøvede at undersøge med et ritual om han kunne finde spor af magi, og lærte at Hjertetræet… pulserede med naturlig magi. Et tegn på at dette træ ville om nogen årtier muligvis ville forvandle sig til en ente. En af skovens vogtere. Natten var dog ved at falde på, men gruppen ønskede at fortsætte da de ikke følte sig trygge her.

Gruppen begav sig videre mod øst for at finde lærkelunden, og undervejs kom de i karambolage med en vild dryade og tre bjørne. Yasin blev næsten fældet af bjørnene, mens Morgoth fældede dryaden. Styrbjørn huskede noget som Alinar havde fablet om, at dryader åbenbart kun angreb på denne måde hvis det træ de levede i var blevet fældet. Styrbjørn forteg den viden, siden han regnede med at alle andre naturligvis også vidste det, selvom ingen andre kunne huske noget om det.

Ved lærkelunden søgte gruppen efter et gammelt knortet fyrretræ. På trods af det eneste lys de havde var stjernernes skær, så tog det dem ikke forfærdelig lang tid at finde træet. Pludselig blev Yasin vædret af et eller andet væsen lige i maven. Den overraskede gruppe så på den pludselige angriber, der viste sig at være en satyr med et skævt horn som sagde: “I er ikke en af dem.”

View
Stjernen og Stjerneskæret
Et møde med en anden verden

Gruppen var stødt ind i Krumhorn (eller Krumhorn stødte ind i gruppen, med hornene), og forklaret sig for den skeptiske satyr om hvad de foretog i Dryadeskoven. Satyren var meget vogtet overfor dem, men siden de hverken var udøde eller blights, blev Krumhorn mere rolig. Gruppen fik at vide fra Krumhorn at blights for et par måneder siden var dukket op og overvældet lunde og træer og slagtet flere af fefolket og så forsvundet til et område af skoven, som feer åbenbart ikke kunne betræde. Krumhorn vidste ikke hvad eller hvem der kunne stå bag det. Han ville dog gerne lede gruppen til nogen som han mente kunne hjælpe gruppen. Nogen han kaldte Tvillingerne, og nævnte mere specifikt Silme. En ærkefe der herskede over områderne sammen med sin søster Elen.

Krumhorn ledte gruppen gennem Dryadeskovene til et sted hvor de ville kunne komme til at møde Tvillingerne. Gruppen holdte sig til skyggerne, og skjult i underskoven kom de gennem Dryadeskovens fare, uden at provokere kamp med hvad en der lurede mellem træerne. Fremme ved en lund opfordrede Krumhorn gruppen til at skynde sig at kravle ind under en træstamme. Hvad gruppen mødte på den anden side tog mælet fra de fleste fra gruppen.

Som de kom ind på den anden side så de et land i et evigt tusmørke. Træer med de smukkeste gyldne blade, jorden dækket af de smukkeste blomster og sankt hans orme der fløj rundt mellem træerne med deres svage lys og glimtede. Krumhorn virkede roligere overfor gruppen og bød dem velkommen til Feywild, hvor Silme og Elen herskede.

De vandrede gennem Feywilds smukke skove for pludselig at blive overfaldet af nogle skrækkelige uhyre. Gruppen blev presset af uhyrenes unaturlige skræmmende fremtoning. Med hjælp fra Krumhorn formåede gruppen dog at bekæmpe disse uhyre som Nimuë genkendte som Meenlocks. Fevæsner der opstod på steder der oplevede voldsom frygt. Krumhorn brød sig ikke om at Meenlocks skulle være opstået her, hvilket betød at det stod meget værre til end han havde regnet med. Satyren, nu noget mere årvågen, ledte gruppen videre til Silmes palads.

Gruppen blev ledt ind til Silme, hvor det viste sig at hendes søster Elen også var tilstede. Gruppen ville høre om Silme og Elen kunne fortælle mere om hvad der var sket i Dryadeskovene, men de fortalte ikke mere til gruppen end det Krumhorn allerede havde fortalt dem. De ville dog gerne hjælpe, hvis gruppen gjorde dem en tjeneste. Mod nord levede en kæmpe, som havde skabt problemer. Tvillingerne ville stille deres hjælp til rådighed, hvis gruppen bragte kæmpens hjerte.

View
Håb og undergang!
På jagten efter en kæmpe

Efter gruppen havde hvilet ud hos Silme og skulle gøre klar til at prøve at finde en kæmpe som de skulle nedlægge, manglede der to ved morgenbord. Styrbjørn og Azura var umiddelbart ikke til at se. Efter en kort eftersøgning fandt gruppen Styrbjørn siddende mellem nogle blomster, der viste sig at være Drømmeblomster. Deres pollen som var et kraftigt halluciongen havde tydeligvis påvirket Styrbjørn voldsomt, og der viste sig at være tydlige ændringer i Styrbjørns opførsel og væremåde, da de endelig fik slået Styrbjørn ud af sin rus. Tilbage ved morgenbordet sad Azura da de vendte tilbage.

Gruppen blev ledt lidt ind i skoven af Silme og vist i den retning hvor de ville kunne finde kæmpen som de skulle nedlægge hvis de skulle have hendes hjælp. De vandrede gennem Feywilds smukke skove, for at pludselig stå overfor en mægtig sump. Sumpen viste sig straks at være forrædderisk og svær at navigere, men med hjælp fra Nimuë formåede Yasin at guide gruppen gennem sumpen uden de største problemer. Enkelte gange kom de ud af kurs, men de holdt en god fart gennem sumpen, selvom det blot blev sværere at navigere dette labyrint af en sump.
Halvvejs gennem sumpen blev gruppen mødt af tre hekselys. De dansende lys hjalp gruppen med at lede dem videre gennem sumpen, og Yasin så det som et tegn på at hendes guder holdt en hånd over dem. Dog deres tryghed i hekselysene viste sig at være fejlplaceret. Hekselysene lokkede Yasin og Nimuë ud over noget løs bund. Yasin formåede at undgå at fald i sumpen, men Nimuë væltede ned i slammen og begyndte straks at synke. Yasin forsøgte at hive Nimuë op, men blev straks angrebet af et af hekselysene. En kamp opstod og Morgoth lagde mærke til at det de stod overfor var ikke hekselys men lygtemænd! Ondsindede udøde der levede af fortvivlelse. Både Yasin og Azura var ved at falde for lygtemændenes angreb i et forsøg fra deres side at mæske sig i deres livsenergi. Gruppen formåede dog at slå væsnerne og kunne fortsætte gennem sumpen, mere påpasselig med hvad de turde stole på.

Efter mange timers vandring formåede de omsider at komme på den anden side for at kunne holde et hvil. Skoven var på denne side af sumpen mere vild og utæmmet, og det var tydeligt at Silmes havde ikke den samme magt over denne del af Feywild, hvilket tydede på flere farer. Skoven var tydeligt domineret af dyr og uhyrer, hvilket det ikke ville være overraskende hvis de ville blive angrebet af noget.
Undervejs gennem vandringen tumlede Nimuë over en fælde som udløste et net, der låste Yasin og Nimuë håbløst fast, men med Azuras hurtighed formåede gruppen at skære deres venner fri inden de blev overfaldet af gobliner. Goblinerne blev hurtigt overvældet af gruppen, og viste sig at være ingen udfordring for de efterhånden trænede eventyrere.

Gruppen fortsætte og nåede frem til skovbrynet, hvor de blev præsenteret for et stort bakkelandskab. De fik deduceret på omgivelserne, at det tydeligvis var i disse områder at kæmpen nok holdt til. Inden de dog fik begivet sig på jagten efter kæmpen blev de stoppet af et lille væsen. En fe, som Nimuë så var en quickling. Den ubevæbnede quickling bad gruppen om at vente og fortalte at den havde ventet dem. Den advarede om at Silme og Elen ikke havde været fuldstændig ærlige overfor dem, og at grunden til at de skulle bringe dem hjertet fra kæmpen, var at de skulle bruge det til at bryde en magisk besværgelse dens herskerinde havde lagt over bakkelandskabet, så intet fevæsen kunne begive sig mod kæmpen. Den vidste godt at de skulle bruge Tvillingernes hjælp, så for at undgå at forarge Tvillingerne, men sørge for at de ikke fik hvad de skulle bruge, så skulle gruppen blot bringe den et skrin der var på kæmpen. Skrinet indeholdt noget værdifuldt for Tvillingerne og quicklingens herskerinde, men kun et enkelt objekt. Resten lovede quicklingen at den ville give til gruppen hvis de samarbejdede. Gruppen læste quicklingen som troværdig og valgte ind til videre at gå med på quicklingens forslag.
Som gruppen krydsede grænsen mellem skoven og bakkerne mærkede Alinar og Nimuë en voldsom ubehag de begge tolkede som irrationel og fik kæmpet imod fornæmmelsen for at vende om og gå, lærte de at denne magi måtte være ekstrem kraftfuld, når selv den smule feblod de havde i årerne var nok til at påvirke dem, men nu var jagten på kæmpen gået ind!

View
Et kæmpedilemma
Kampen mod en kæmpe og rejsen hjem

Gruppen søgte efter kæmpen de skulle nedlægge mellem bakkerne. Efter nogle timer at følge sporene fra kæmpen, stødte de på kæmpen som så ud til at have to Dire Wolves som kæledyr. Gruppen havde lavet så meget lyd at det havde alarmeret kæmpen og hans to forvoksede hunde. Kampen blev brutal, som resulterede i at prinsesse Azura næsten blev slået ihjel af kæmpen. Gruppen fik gjort det af med kæmpen og liv i Azura igen, der efter kampen trak sig væk fra gruppen, for at blive fundet af Yasin og Morgoth, stirrende ud i horisonten. I mellemtiden fik Alinar, Nimuë og Styrbjørn skåret kæmpens hjerte ud af brystet på den. Nimuë opdagede at bag hjertet lå et smykkeskrin skjult, som efter al sandsynlighed nok var Kirkes skrin, som quicklingen havde bedt dem om at bringe tilbage til ham.

Gruppen diskuterede hvad de skulle gøre med skrinet og besluttede for at tage det tilbage til tvillingerne, eller måske blot selv beholde det. Quicklingen havde mange indsigelser, men gruppen pressede videre. Feen sagde at de ikke ville slippe for ham, og han ville skabe alskens problemer så længe de ikke overholdt den aftale som de ifølge ham havde indgået. Den hurtige fe holdt sig på afstand fra dem, og som de prøvede at krydse sumpen forstyrrede feen sumpens beboere. Tre water wierds så gruppen som indtrængende og gik til angreb. Gruppen flygtede tilbage til skoven, hvor feen allerede stod og ventede på dem.
Den desperate og frustrerede fe fik til sidst overtalt gruppen til at give den lov til at tage den ene ting fra skrinet den havde bedt om. Det viste sig at være en simpel lædersnor med en sten som vedhæng. Morgoth genkendte stenen som magisk og muligvis af guddommelig frembringen. Feen der dog ikke længere stolede på gruppen løb videre. I skrinet fandt gruppen de resterende skatte der lå i skrinet. Nogle smykker, lidt guld og en skriftrulle. Ringen viste sig at være magisk, som Alinar tog imod. Skriftrullen indeholdt nogle runer ulæselige for Morgoth, der undersøgte rullen. Han spurgte Nimuë om hjælp, der ikke selv kunne læse dem, men genkedte tegnene fra en anden kilde hun havde fundet i sin levetid.

For at undgå at støde sammen med de væsner der beboede sumpen valgte gruppen at overnatte på denne side af sumpen, og krydse den efter at have hvilet. Rejsen tilbage skete uden yderligere problemer, hvor de blev mødt af en forfærdelig scene. En dryade var blevet vanvittig efter at hendes træ var blevet revet op med rode i material plane. Silme valgte at gøre et nådesdrad, så dryaden ikke længere ville lide.
Silme og Elen henvendte sig derefter til gruppen og takkede dem for at have løst opgaven og dræbt kæmpen. De forklarede at hvad end der foregik i Dryadeskovene, så forhindrede en stærk magi dem i at hjælpe til. De formodede at magien var bundet til et Gulthias træ, som var skyld i at blights herskede i skovene. De bad dem om at være varsomme, fordi et Gulthias træ opstod ikke af ingenting. Det krævede et stort onde at besætte et træ for at det kunne blive til et Gulthias træ. De ville dog ikke lade gruppen gå tomhændet. Silme gav som afskedsgave en Drift Globe til gruppen for at den skulle lyse deres vej op når det blev aller mørkest. Elen gav dem en sten der skulle bringe dem lykke på deres færd. De bød gruppen at hvile i deres hjem endnu en gang, men i frygt for at Tvillingerne ville opdage at de havde overgivet et skrin, som ifølge quicklingen at Tvillingerne var ude efter, til Kirke, valgte de at takke nej for tilbudet. Tvillingerne sørgede for at de ville hurtigt komme tilbage til deres verden.

Gruppen krydsede over til deres egen verden igen for at efterlade Feywild bag dem.
Tilbage i deres verden blev de først mødt af en bidende kulde, en fuldmåne og en horde af udøde. Kampen var hård hvilket tog næsten livet af Morgoth. Heldigvis fik de hjælp af to fremmede krigere. Efter kampens hede fandt gruppen ud af at den ene af krigerne der var trådt ind for at hjælpe dem var ingen anden en kromanden Myastan Torrin. Det tog noget tid for gruppen at blive genkendt af kromanden, som endte med at skælde dem ud for at have været forsvundet i syv år! Meget uforstående begyndte Alinar at forklare hvor de havde været, for at finde ud af at Azura, Morgoth og Yasin havde glemt alt om deres rejse i Feywild.
Den anden kriger, en kvindelig ranger, bad dem om at vente med historierne til de var i sikkerhed. Torrin og rangeren hjalp gruppen gennem skoven, hvor de kom hen til en lejr på toppen af et klippefremspring. En fordelagtig lokation hvis man skulle beskytte sig mod angribere. Inde i lejren afslørede rangeren sig som Nimuës gudbarn Miri Høstbarn, der ville høre om de havde nyheder om Krumhorn.
Gruppen sammen med Miri og Torrin satte sig om bålet. Alinar begyndte at fortælle om deres rejse, så levende som muligt, i håb om at vække nogle af sine følgesvendes minder til live igen.
Efterfølgende fortalte Miri om hvad der var sket de sidste syv år, og at for et år siden blev Alfenæs oversvømmet af en horde af døde. Få formåede at undslippe i live, og de eneste de vidste overlevede, var dem der var i denne lejr. Under historien havde en ældre mand stået og observeret gruppen, og kaldte Torrin til sig. Torrin fortalte at Broder Gregor gerne ville tale med dem, inden han ledte den gamle præst tilbage ind i sit telt.
Broder Gregor fortalte at han havde vidst at de ville vende tilbage, og havde i det tilfælde gemt en bog til dem. En bog om udøde, hvis viden han håbede ville give dem en fordel i kampen mod de udøde. Gregor var tydeligvis meget gammel, og bad efter den korte korrespondence at få lov til at hvile sig.
Gruppen blev overladt til sig selv, og overladt til deres tanker for at de kunne fordøje den viden at mens de havde været væk i nogen dage, så var der gået syv år i deres egen verden.

View
Verden der ku' reddes
Historien om hvordan verden kunne være endt

Gruppen hvilede ud i flygtningelejren mens de stadigvæk fordøjede den viden at de var trådt ind i en fremtid de først skulle have set flere år senere. Under hvilet blev Nimuë vækket af en bydende stemme. En stemme der forklarede hende at det endnu ikke var for sent. Verden kunne reddes endnu. På ryggen af en pegasus blev Nimuë båret nordpå over Dryadeskovenes knortede trætoppe, til en stor skovsø. Stemmen fortalte hende at hun skulle finde søen for at kunne få en ny chance.

Morgenen gryede da gruppen stod op. Folkene i lejren virkede mutte og nedtrykte. Torrin forklarede gruppen at Broder Gregor var død i løbet af natten. Han spurgte Yasin om hun ville gøre den gamle præst den sidste ære og give ham nogle ord på rejsen til dødsriget. Det var en kort ceremoni og ikke særlig højtidelig, men det gjorde mange af flygtningene mere trygge at den gamle præst fik en hånd på vejen af en præstinde.
Efterfølgende diskuterede gruppen hvad de skulle nu. Nimuë fortalte om sin drøm og foreslog at finde søen mod nord. Styrbjørn var ved at blive træt af kulden fra norden, og så sig hellere sydpå. Azura og Nimuë var dog blot overbeviste om at truslen ville sprede sig sydpå, og Yasin så Nimuës drøm som et tegn fra guderne. Gruppen blev enige om at drage gennem skoven mod nord i håb om at der var et svar ved denne mægtige skovsø.

Gruppen ankom til skovsøen – efter at have slagtet en trold – som i aftenrøden allerede afspejlede på mystisk vis nattens stjernehimmel. De blev mødt med lyden af vingeslag, som en pegasus dalede ned mod skovsøens bred. En rytter steg af pegasusen. En rødhåret kvinde i hvide rober og en gylden brystplade. Hun forklarede at hun var kendt for gruppen som Kirke, men de måtte gerne kalde hende for Diana. Hun fortalte dem en hemmelighed som tog dem på sengekanten. En frygtelig nyhed, som ingen ville høre. Hun fortalte dog at de endnu kunne nå at ændre det, da hun kunne gøre Feywilds magi ugjort og de ville endnu kunne nå at stoppe denne verden for at blive til virkelighed.
En ritual blev kastet af Diana på gruppen, hvor de så glimt af den fremtid som de befandt sig i. En dystopisk verden, hvor de så deres nærmeste dø for forskellige ulykker og katastrofer. Hvad der virkede til at være en evighed efter, så stod de i søen til en morgen med let støvregn, men koldere end det de kom fra.
Som de undersøgte området lagde de mærke til at skoven så rask ud igen. Træerne var sunde at se på, og dyrelivet var der igen. De kunne høre fuglene synge og dyr der pilede gennem underskoven. Diana havde fortalt at de skulle opsøge elverne i Elyf Serin, da de havde kæmpet mod den samme fare før. De fulgte vandløbet som ifølge hende burde lede dem til Elyf Serin.

Gruppen rejste det meste af dagen, noget tryggere ved at skoven var tilbage til det normale stadie, men fortsat opmærksom på omgivelserne, da de vidste at der stadigvæk var fare på færde. På et tidspunkt lagde gruppen mærke til nogle klipper der havde en sær formation, og som træerne lysnede op stod de pludselig i midten af en mægtig ruinby. Tårnende konstruktioner dækket i slyngplanter og mos.
Gruppen gik straks i gang med at udforske ruinerne for at finde ud af hvor de var og hvis det her var Elyf Serin, hvad var der så sket. Under deres udforskning stødte gruppen på indgangen til en underjordisk krypt ved siden af det, som de vurderede var en tidligere tempel for Sehanine Moonbow.
De trådte ind i krypten og opdagede at en af de forreste rum var beskyttet af fire levende rustninger, men takket været at Alinar og Styrbjørn havde fundet en særlig amulet, blev gruppen ikke angrebet, men i stedet for hilst velkommen. Hvad mon resten af disse gamle gange skjuler på?

View
Nederlag fra en svunden tid
Udforskning af Elyf Serins krypt

Gruppen begyndte at undersøge krypten i Elyf Serin, for at finde ud af at den var inficeret med kæmpe edderkopper og spøgelser. De aggressive spøgelser forsøgte at skræmme gruppen væk, men i stedet for blev de blot sendt tilbage til deres efterliv.

Efter undersøgelser af den dybeste del af krypten, der så ud til at holde ligene fra de rige og magtfulde fra Elyf Serin, opdagede de et skjult kammer. Kammeret var lyst op af en konstant brændende flamme. På en platform var endnu en sarkofag placeret og foran den en gennemsigtig elver.
Gruppen tog kontakt til den afdøde elver som introducerede sig selv som Paelias Galnodel, ypperstepræst for Sehanine Moonbow i Elyf Serin. Gruppen forklarede hvad der var ved at ske for Paelias ånd, og spurgte om hjælp til at forstå hvad der var ved at ske.
Paelias fortalte dem en historie om en ung elver fra Elyf Serin, der havde eksperimenteret med forbudt magi og blevet eksileret. Den vrede unge elver vendte mange århundrede senere tilbage med en hær af udøde, efter at have fundet udødeligheden selv hvor han kaldte sig selv for Dra’an den Frygtelige. Elyf Serin blev evakueret, og byens fem vogtere – som inkluderede Paelias – slog Dra’an tilbage og jagtede ham tilbage til hans hule, hvor de besejrede hans udødelige skikkelse. Ude af stand til at finde hvor Dra’an skjulte sin sjæl forseglede vogterne Dra’an i sin egen hule for evigheden.
Paelias var faldet i kampen mod Dra’an og svor at han ikke ville gå ind i efterlivet før at Dra’an for evigt var besejret.

Paelias viste et kort over nordsiden af Draan-bjergene hvor Dra’ans hule var markeret og hvor de ville kunne finde hans legeme og forhåbentligt forsegle hans skæbne og omsider sende hans sjæl til Sehanine hvor den kunne blive dømt for hans synder. Som hjælp gav Paelias sit udstyr som han var blevet begravet med. Et kastespyd der ville slå ned i deres fjender som et lyn – som blev overtaget af Styrbjørn, et par støvler der ville stilne deres fodtrin – som Yasin tog imod, et sæt ringe af det fineste metal han kaldte for Mithral, stærkt som stål men let som silke, som Morgoth modtog. Til sidst men ikke mindst blev gruppen givet et mægtigt artefakt. En rune af den gamle magi i et stykke is, som Nimuë tog imod. Med disse artefakter og denne viden var gruppen forhåbentlig klar på at en gang for alle at stoppe denne korruption i Dryadeskovene.

View
Slaget ved Gulthias træet
Hvordan Dryadeskovene blev befriet af sygdom

Overnatningen i Elyf Serin var urolig omend tryg nok. Spøgelserne og minderne stedet huserede begyndte at komme gruppen på livet, men forstyrrede dog ikke deres nattesøvn. Deres tanker var fyldte med hvad de ville møde når de først stødte på Dra’an og hvilke kræfter han besad, og om de overhovedet havde styrken til at bekæmpe denne trussel.

De brugte det meste af de næste par dage på at vandre gennem de smukke Dryadeskove, men på anden dagen begyndte de at støde på velkendte knortede træer. De markerede umiskendelig de forpestede plantevæsners nuværende område, som de vidste i fremtiden ville strække sig gennem hele skoven og konsumere Alfenæs, den smukke by kaldet Sølvbyen hvor de først havde truffet hinanden. Med list og en god del hel formåede de at snige sig gennem den syge skov, flere gange ved at blive opdaget af fjenden.
På grund af en forstyrrelse af en rede med edderkopper, hvor Styrbjørn valgte at slå til med sit nye kastespyd, og en tordenbrag alarmerede de fjendtlige patruljer at der var fjender i området, måtte gruppen øge sit tempo. Hurtigt fik de sneget sig længere ind i skoven op imod den dal hvor de havde fået at vide at de ville fjende ondskaben de ville skulle slå ned. De valgte at holde et hvil mellem nogen klipper for at diskutere deres plan, hvor de første gang fik øje på Gulthias træet. Et mægtigt knortet træ der ragede op gennem skoven.

Gruppen valgte at sende Azura, deres mest listige medlem, for at udforske området. Denne information ville kunne være kritisk i forhold til deres planlægning. Azura observerede at der var flere af fjenderne som drog længere ud af dalen, og da hun omsider kom tæt nok på træet for at se hvad der foregik, så lagde hun mærke til at der var flere væsner som drog fra deres vagtpost omkring træet for at undersøge lynnedslaget der var kommet uden en eneste tordensky. Azura rapporterede tilbage til gruppen, som vurderede at de måtte skynde sig at nå frem til træet, mens der var færre vogtere takket været tilfældig held.

Gruppen skyndte sig til Gulthias træet hvor de udslettede de tilbageværende vagter. Nu var det bare et spørgsmål om at tilintetgøre træet. De valgte at gøre det med ild. Brænd træet ned og det måtte være godt.
Som ilden begyndte at fænge og træet opdagede den fare den var i, udsendte den mægtige plante et øresønderrivende hyl som buldrede gennem skoven. Gruppen vidste nu at der ikke ville være lang tid inden fjenden ville vende tilbage og stoppe dem fra at dræbe Gulthias træet. Azura brugte sine medfødte evner til at flyve over træet og hælde olie på bålet oppe fra, i håb om at indslutte hele træet i flammer. Alinar, Nimuë og Styrbjørn sørgede for at skaffe mere brænde for at styrke bålet, og det nåede hurtigt en intens hede der var svær at stå imod. Yasin og Morgoth prøvede sig med hellig ild for at se hvad det ville gøre ved træet. Som de koncentrerede sig om deres hellige magi forvandlede bålets flammer til hellig ild som brændte i træets ondskab. Træet begyndte at skabe flere blights i håb om at stoppe dens fjender, men Azura og Styrbjørn holdt dem tilbage med al deres magt, mens Nimuë sørgede for at holde bålet kørende og Alinar styrkede og hjalp Morgoth og Yasin med at holde koncentrationen. Som de hørte træet give op under flammerne, dukkede en horde af udøde og blights op i området. Gruppen løb hvad remmer og tøj kunne holde som træet faldt ned mod dem. Styrbjørn greb Alinar i nakken som han spænede afsted sammen med de andre, men den gamle Nimuë var ikke helt så hurtig som de andre og blev slået ned af det brændende træ, men kom hurtigt op og videre, som hun sendte en haglstorm mod deres fjender for at stoppe deres hævntørstige fremmarch.
Som de løb begyndte luften at knitre af magisk energi, og en portal åbnede sig hvor en velkendt satyr mødte gruppen som bad dem om at hurtigt træde til side, lige i det som en ny portal åbnede sig og ud væltede en horde af fefolk, enter, kentaurer og firbolgs som slog sig løs mod den fjendtlige horde som havde overtaget og belejret deres skov. Omsidder kunne de igen vende tilbage og de ville tilbage i flerfold for den skade de havde lidt. Ud trådte også Silme som brugte sine mægtige magiske kræfter til at hjælpe i slaget. Med en allieret hær i ryggen vendte gruppen rundt og kastede sig ind i kampen.

Flere timers hård og blodig kamp fulgte, men feerne og vores eventyrere vandt over denne horde. Såret og blodig, men stadig levende fandt gruppen hinanden mellem feerne. De måtte finde ud af hvad de skulle gøre. Efter at være blevet takket personligt af Tvillingerne (Elen havde tilsyneladende også deltaget i kampen, men uden at blive opdaget af gruppen) valgte de at slå lejr med Tvillingernes ord på at de ville kunne sove trygt, og for denne nat ville de sørge for at de var i sikkerhed.

Morgendagen stod på som de vågnede, med flere nye frisurer takket være nogle drilagtige små feer, hvor de diskuterede hvad de skulle gøre. Hvordan skulle de nu tackle den onde som havde forbandet skoven i første ende. Var de stærke nok til at besejre et så mægtigt væsen, der kunne skabe sådan noget. Det kunne godt være at Paelias havde sagt at han aldrig kunne slippe fri fra sit fængsel, men hvad var deres garanti? Skulle de skaffe en hær først? Prøve at finde flere allierede? De valgte dog at undersøge Dra’ans hule først, og hvis de fornemmede at udfordringen ville blive for stor ville de vende rundt med det samme. Efter en rask vandretur stod de ved åbningen til Dra’ans hule. Hvad venter gruppen på den anden side, og er de stærke nok?

View
Når Døden banker på!
Opgøret med Dra'an den Grusomme

Gruppen stod nu overfor et valg. Gå ind og mød hvad end der var på den anden side eller lade det ligge og håbe på at hvad end Dra’an havde at byde på. Nu hvor de dog var kommet så langt, så kunne de lige så godt få det overstået og håbe på at dette var det rigtige tidspunkt at slå til, og dermed begyndte de deres vandring ind i denne mørke hule.

Efter en lang vandring i den mørke gang der ledte gruppen dybere ind i bjerget, stødte de på et mystisk rum. I rummet stod en uhyggelig statue, tre spejle på de forskellige vægge og mærkelige artefakter og våben rundt i rummet. Uden en videre retning at gå efter undersøgte gruppen rummet. Alinar undersøgte et af spejlene og så at i spejlet så rummet anderledes ud. Med noget tid fandt gruppen løsningen på gåden, og en hemmelig dør bag en af spejlene afslørede endnu en gang der førte længere ind i bjerget.

Endnu en gang vandrede gruppen ind gennem gangen før de stødte på den næste udfordring. Denne gang en lidt mere åbenlys udfordring i form af en lang del af gangen fyldt med roterende klinger, sten der forsøgte at knuse dem under dem, og en magisk rune der fyldte dem med frygt. Klingerne blev ødelagt af gruppen, hvor Yasin og Styrbjørn bøjede klingerne, mens Alinar og Azura saboterede dem med en velplaceret daggert og værktøj til at sabotere mekanismen. Nimuë og Azura formåede at ødelægge runen, og gruppen fortsatte ind i det der virkede til at være hovedrummet i denne hule.
I midten af rummet stod et alter, som Nimuë identificerede som et alter til at hjælpe med at vække de døde til udøde. Flere døre ledte ud til nogle andre rum, men overfor var en mægtig port, som Azura og Alinar fik låst op.

Gruppen besluttede at se hvad der var bag den store port og som de skubbede den op aktiverede det en eller anden form for mekanisme. Et blændende lys eksploderede, men så ikke ud til at gøre mere. Kort efter begyndte de at høre noget bag dem, der lød som regn eller sten der trillede ned af en klippe side. Lyden tiltog og det blev voldsommere. Kort efter så de en enorm hær af skeletter væltende ud af en af gangene, og gruppen så sig nødsaget til at flygte ned af den åbne gang. De låste døren efter sig i håb om at den ville holde skeletterne ude. De løb ned gennem gange og endnu en fælde blev aktiveret, som medførte et tungt metalgitter falde ned bag dem.

Gruppen fortsatte ind gennem gangen hvor de trådte ind i et rum der så ud til at være ødelagt af et tidlige slag. Det meste så forbrændt og magi havde tydeligt havde hærget rummet. De fik øje på kroppen bundet med magiske runer til jorden, som lo af dem. På elvisk hånede kroppen Paelias, som den troede var kommet tilbage for at få gjort has på ham.
Dra’an hidkaldte en dæmon, og en mægtig kamp udspillede sig efterfølgende. En mægtig Glabrezu med en ædelsten sat ind i det ene øje og dens magiske og dødlige stråler gav store udfordringer for gruppen. Morgoth formåede at fælde denne dæmon som blev forvandlet til aske. Morgoth informerede om at en lich havde brug for et fylakteri – et artefakt som indeholdt magikerens sjæl – og den skulle destrueres. Nimuë som undersøgte ‘øjet’, der var det eneste tilbage efter dæmonen, faldt under magien af en magtfuld forbandelse og faldt bevidstløs om. Morgoth genkendte forbandelsen som bondedrengen Thomas også var faldet under. Efter noget tid identificerede Morgoth stenen som værende fylakteriet. Yasin brugte sin guddommelige magt til at knuse stenen. Med destruktionen af stenen så de hvordan liget fra Dra’an blev destrueret i et voldsomt skue. Sammen med liget destrueret forsvandt runerne også, der så ud til at have holdt Dra’an fanget. Nimuë vågnede op igen, efter at stenen var brudt og forbandelsens kilde ødelagt.

Gruppen begyndte at undersøge rummet for at finde nogle genstande der kunne hjælpe dem fremover, og samtidig hørte de en høj metallisk brag. Gruppen kom i tanke om den udøde hær ude foran og forberedte sig på det værste, men ind stormede to personer. To præster af Kelemvor. De præsenterede sig som Kara og Laucian, medlemmer af ordenen Solens Hånd. Jægere af udøde og dæmoner. Gruppen delte information med Kara og Laucian, og fik at vide at de havde destrueret hæren og lukket en portal til Shadowfell hvorfra de alle sammen kom stormende. Gensidig tak for hjælpen skilledes gruppen med præsterne som ville rense stedet, så det ikke kunne benyttes til at gøre helligbrøde endnu en gang.

Gruppen forlod hulen efter at have tømt skattekammeret og vendte tilbage til Alfenæs. Tilbage i Alfenæs fandt de ud af at der var ved at blive gjort klar til et større festival, og efter at have talt med sheriffen Anders af Alfenæs, besluttede de sig for at deltage i Agermoderens Festival. Der var konkurrencer, mad, drikke og dans og glade dage. Styrbjørn vandt armlægningskonkurrencen, mens Alinar triumferede i silkeløbet, hvor Morgoth, meget mod sin vilje blev overtalt af Azura til at deltage. Azura og Alinar besluttede sig også for at besøge en seer, og begge virkede overrumplede af hendes læsning af deres skæbne.
Festivallen sluttede af med at se feerne danse i skovbrynet til Dryadeskovene, og noget hæftigt drikkeri, hvor Torrin gav gruppen noget hjemmelavet brændevin til at fejre festivallen, og festlig var den og nogle ville komme til at vågne op med nogle voldsomme tømmermænd.

Om morgenen vågnede gruppen op til et vellavet morgenmåltid. Morgoth og Yasin havde forinden festivallen undersøgt nogen som Dra’an eftersigende havde søgt efter. Et artefakt kendt som Verdensskødets Bæger. Alfenæs arkiver havde ikke meget information om legenderne, men Broder Gregor fortalte hvad han vidste om Bægeret. Legendrene fortalte om at Bægeret var et mægtigt artefakt der var med til at skabe verden, og nogle legenderne fortalte hvordan Bægeret blev korrumperet til være det som ville bringe verdens ende. Broder Gregor havde forslået dem at opsøge Tempel Bibliotekerne i Ikat eller Azurbiblioteket i Myria, som helt klart ville have mere information om emnet. Med videnen om at Ikat også var hjemmet til Solens Hånd, var Morgoth mere interesseret i at tage til Myria. Azura ville også gerne lige hurtig at besøge sit hjemland og besøge sin familie for at se hvordan de har det. Gruppen besluttede sig for at tage til Emere i Strana, som er Azuras hjemland, og som naboland til Arinos tænkte gruppen at besøge Myria – hovedstaden i Arinos – efterfølgende for at se om de kunne lære mere om Bægeret.
Den gamle Nimuë fortalte gruppen at hun nok ville blive tilbage. Hun var gammel og skovene var sikre igen. Hun var ikke skabt til lange eventyr, og ville tage afsked med dem når de ville forlade Alfenæs og takke dem for dette eventyr, som nok ville være det sidste hun ville kunne nå i sin levetid. Hun var tilfreds med at vide at Dryadeskovene var sikre og hendes fevenner ville kunne leve trygt i skovene atter en gang, og den tak skyldte hun gruppen.
Med denne afsked måtte gruppen så finde ud af hvordan de ville fortsætte, men først ville de tage til Emere i Strana.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.