Crystals and Caverns

Håb og undergang!
På jagten efter en kæmpe

Efter gruppen havde hvilet ud hos Silme og skulle gøre klar til at prøve at finde en kæmpe som de skulle nedlægge, manglede der to ved morgenbord. Styrbjørn og Azura var umiddelbart ikke til at se. Efter en kort eftersøgning fandt gruppen Styrbjørn siddende mellem nogle blomster, der viste sig at være Drømmeblomster. Deres pollen som var et kraftigt halluciongen havde tydeligvis påvirket Styrbjørn voldsomt, og der viste sig at være tydlige ændringer i Styrbjørns opførsel og væremåde, da de endelig fik slået Styrbjørn ud af sin rus. Tilbage ved morgenbordet sad Azura da de vendte tilbage.

Gruppen blev ledt lidt ind i skoven af Silme og vist i den retning hvor de ville kunne finde kæmpen som de skulle nedlægge hvis de skulle have hendes hjælp. De vandrede gennem Feywilds smukke skove, for at pludselig stå overfor en mægtig sump. Sumpen viste sig straks at være forrædderisk og svær at navigere, men med hjælp fra Nimuë formåede Yasin at guide gruppen gennem sumpen uden de største problemer. Enkelte gange kom de ud af kurs, men de holdt en god fart gennem sumpen, selvom det blot blev sværere at navigere dette labyrint af en sump.
Halvvejs gennem sumpen blev gruppen mødt af tre hekselys. De dansende lys hjalp gruppen med at lede dem videre gennem sumpen, og Yasin så det som et tegn på at hendes guder holdt en hånd over dem. Dog deres tryghed i hekselysene viste sig at være fejlplaceret. Hekselysene lokkede Yasin og Nimuë ud over noget løs bund. Yasin formåede at undgå at fald i sumpen, men Nimuë væltede ned i slammen og begyndte straks at synke. Yasin forsøgte at hive Nimuë op, men blev straks angrebet af et af hekselysene. En kamp opstod og Morgoth lagde mærke til at det de stod overfor var ikke hekselys men lygtemænd! Ondsindede udøde der levede af fortvivlelse. Både Yasin og Azura var ved at falde for lygtemændenes angreb i et forsøg fra deres side at mæske sig i deres livsenergi. Gruppen formåede dog at slå væsnerne og kunne fortsætte gennem sumpen, mere påpasselig med hvad de turde stole på.

Efter mange timers vandring formåede de omsider at komme på den anden side for at kunne holde et hvil. Skoven var på denne side af sumpen mere vild og utæmmet, og det var tydeligt at Silmes havde ikke den samme magt over denne del af Feywild, hvilket tydede på flere farer. Skoven var tydeligt domineret af dyr og uhyrer, hvilket det ikke ville være overraskende hvis de ville blive angrebet af noget.
Undervejs gennem vandringen tumlede Nimuë over en fælde som udløste et net, der låste Yasin og Nimuë håbløst fast, men med Azuras hurtighed formåede gruppen at skære deres venner fri inden de blev overfaldet af gobliner. Goblinerne blev hurtigt overvældet af gruppen, og viste sig at være ingen udfordring for de efterhånden trænede eventyrere.

Gruppen fortsætte og nåede frem til skovbrynet, hvor de blev præsenteret for et stort bakkelandskab. De fik deduceret på omgivelserne, at det tydeligvis var i disse områder at kæmpen nok holdt til. Inden de dog fik begivet sig på jagten efter kæmpen blev de stoppet af et lille væsen. En fe, som Nimuë så var en quickling. Den ubevæbnede quickling bad gruppen om at vente og fortalte at den havde ventet dem. Den advarede om at Silme og Elen ikke havde været fuldstændig ærlige overfor dem, og at grunden til at de skulle bringe dem hjertet fra kæmpen, var at de skulle bruge det til at bryde en magisk besværgelse dens herskerinde havde lagt over bakkelandskabet, så intet fevæsen kunne begive sig mod kæmpen. Den vidste godt at de skulle bruge Tvillingernes hjælp, så for at undgå at forarge Tvillingerne, men sørge for at de ikke fik hvad de skulle bruge, så skulle gruppen blot bringe den et skrin der var på kæmpen. Skrinet indeholdt noget værdifuldt for Tvillingerne og quicklingens herskerinde, men kun et enkelt objekt. Resten lovede quicklingen at den ville give til gruppen hvis de samarbejdede. Gruppen læste quicklingen som troværdig og valgte ind til videre at gå med på quicklingens forslag.
Som gruppen krydsede grænsen mellem skoven og bakkerne mærkede Alinar og Nimuë en voldsom ubehag de begge tolkede som irrationel og fik kæmpet imod fornæmmelsen for at vende om og gå, lærte de at denne magi måtte være ekstrem kraftfuld, når selv den smule feblod de havde i årerne var nok til at påvirke dem, men nu var jagten på kæmpen gået ind!

View
Stjernen og Stjerneskæret
Et møde med en anden verden

Gruppen var stødt ind i Krumhorn (eller Krumhorn stødte ind i gruppen, med hornene), og forklaret sig for den skeptiske satyr om hvad de foretog i Dryadeskoven. Satyren var meget vogtet overfor dem, men siden de hverken var udøde eller blights, blev Krumhorn mere rolig. Gruppen fik at vide fra Krumhorn at blights for et par måneder siden var dukket op og overvældet lunde og træer og slagtet flere af fefolket og så forsvundet til et område af skoven, som feer åbenbart ikke kunne betræde. Krumhorn vidste ikke hvad eller hvem der kunne stå bag det. Han ville dog gerne lede gruppen til nogen som han mente kunne hjælpe gruppen. Nogen han kaldte Tvillingerne, og nævnte mere specifikt Silme. En ærkefe der herskede over områderne sammen med sin søster Elen.

Krumhorn ledte gruppen gennem Dryadeskovene til et sted hvor de ville kunne komme til at møde Tvillingerne. Gruppen holdte sig til skyggerne, og skjult i underskoven kom de gennem Dryadeskovens fare, uden at provokere kamp med hvad en der lurede mellem træerne. Fremme ved en lund opfordrede Krumhorn gruppen til at skynde sig at kravle ind under en træstamme. Hvad gruppen mødte på den anden side tog mælet fra de fleste fra gruppen.

Som de kom ind på den anden side så de et land i et evigt tusmørke. Træer med de smukkeste gyldne blade, jorden dækket af de smukkeste blomster og sankt hans orme der fløj rundt mellem træerne med deres svage lys og glimtede. Krumhorn virkede roligere overfor gruppen og bød dem velkommen til Feywild, hvor Silme og Elen herskede.

De vandrede gennem Feywilds smukke skove for pludselig at blive overfaldet af nogle skrækkelige uhyre. Gruppen blev presset af uhyrenes unaturlige skræmmende fremtoning. Med hjælp fra Krumhorn formåede gruppen dog at bekæmpe disse uhyre som Nimuë genkendte som Meenlocks. Fevæsner der opstod på steder der oplevede voldsom frygt. Krumhorn brød sig ikke om at Meenlocks skulle være opstået her, hvilket betød at det stod meget værre til end han havde regnet med. Satyren, nu noget mere årvågen, ledte gruppen videre til Silmes palads.

Gruppen blev ledt ind til Silme, hvor det viste sig at hendes søster Elen også var tilstede. Gruppen ville høre om Silme og Elen kunne fortælle mere om hvad der var sket i Dryadeskovene, men de fortalte ikke mere til gruppen end det Krumhorn allerede havde fortalt dem. De ville dog gerne hjælpe, hvis gruppen gjorde dem en tjeneste. Mod nord levede en kæmpe, som havde skabt problemer. Tvillingerne ville stille deres hjælp til rådighed, hvis gruppen bragte kæmpens hjerte.

View
Hjertetræets hemmelighed
Rejsen ind i Dryadeskovene

Efter den forgangne nats strabasser og gruppen havde lagt sig til at sove, blev Yasin hjemsøgt af en mystisk drøm. En drøm hvor ingen var til stede ud over en pludselig fremtræden af en person hængende på slotsmuren i armene, spændt ud med nogle kæder. Personen som lignede forskellige personer Yasin havde truffet bad hende om hjælp, inden hun blev vækket af en af de byvagter gruppen havde reddet natten forinden.

Gruppen blev bedt om at straks melde sig hos sheriffen. Gruppen blev ledt til sheriffen af hans tjener Anton endnu en gang, kun for at komme ind og afbryde et højlydt skænderi mellem sheriffen og byvagtens kaptajn Hjalmar. Gruppen nåede at høre at Hjalmar krævede at sheriffen ville være mere ærlig overfor dem, da de havde bevist deres værd ved at redde hans mænd.

Sheriffen undskyldte overfor gruppen om ikke at have været helt ærlig overfor dem, da han ikke troede at han ville kunne få fremmede til at kæmpe for sig, hvis han havde fortalt hele sandheden. Han havde godt vidst at ulvene opførte sig besynderligt, og der var mere ved det end blot ulve, dog havde han ikke regnet med zombie ulve. De havde mistænkt at feernes forsvinden fra Dryadeskovene var forbundet med disse ulves opdukken, men ingen beviser. Nimuë fortalte hvad hun vidste om de blights de også havde kæmpet imod, som videre bekymrede sheriffen. Sheriffen bad gruppen om at undersøge sagen nærmere og at vandre ind i Dryadeskovene for at se hvad der var skete og hvad der var i gang med at ske, imod en belønning i form af en klækkelig sum guldmønter. Gruppen indvilligede i at hjælpe.

Efter at have besøgt kvartermesteren for at få nogle forsyninger, gik gruppen i gang med at samle information for at forberede sig på deres rejse. De startede sammen at gå til De Helliges Tempel for at spørge om lov til at gå gennem bibliotekets bøger for at finde noget information. De blev henvist til bibliotekaren, som Yasin havde truffet da hun først ankom, den meget snaksaglige gamle præst Gregor Bersk. Han hjalp med glæde gruppen med at finde bøger der kunne hjælpe dem. Alinar, Yasin og Styrbjørn forsøgte at lære mere om feerne, deres væsen og kultur, mens Nimuë og Azura prøvede at finde nogle kort over byen, for at se om der var nogle skjulte gange og hemmelige rum under byen. Morgoth begyndte at spørge ind til nekromanti og prøvede at være diskret omkring det, men den Broder Gregor brød sig ikke om spørgsmålene og blev meget afvisende. Da gruppen forlod templet formåede Azura at stjæle en bog om nogle hede digte der involverede fefolket.

Styrbjørn og Alinar, der havde forladt templet lidt forinden resten af gruppen, havde formået at få ud af nogle ældre damer om at en bondepige kaldet Miri åbenbart havde et forhold til en satyr fra skovene. Gruppen diskuterede om de skulle besøge bondefamilien, men Nimuë der var Miris gudmor, der havde besøgt familien inden hun var kommet ind til byen, mente det var unødvendig at tale med dem, da de ikke vidste noget da hun først besøgte dem. De begav sig derfor direkte mod Dryadeskovene, selvom de ikke følte at de havde lært synderligt meget, og håbede blot på det bedste.

På vej mod Dryadeskovene lagde gruppen mærke til at nogen prøvede at snige sig efter dem. De opdagede en ung bondepige havde fulgt efter dem, som Nimuë genkendte som Miri med det samme. Miri ville høre gruppen om de ville kunne holde udkig efter Krumhorn, en satyr som hun så som sin bedste ven, sagde hun. Hun gav dem en rutebeskrivelse til Krumhorns normale opholdssted. Hun ville nemlig gerne forsikre sig at sin ven havde det godt. Hun sagde at de skulle først finde Hjertetræet. Derfra skulle de gå direkte mod solopgangen ind til de ramte Lærkelunden. Der skulle de finde et gammelt knortet fyrretræ, hvor Krumhorn burde holde til.

Med hjælp fra Nimuë stedkendthed i de vestligste egne af Dryadeskovene havde de ikke et problem med at finde frem til Hjertetræet. Et mægtigt grantræ. Nimuë vidste at træet normalt var fyldt med feer, men der var ikke et eneste tegn efter dem, og der var heller ikke tegn efter kamp. De var blot forsvundet. Morgoth prøvede at undersøge med et ritual om han kunne finde spor af magi, og lærte at Hjertetræet… pulserede med naturlig magi. Et tegn på at dette træ ville om nogen årtier muligvis ville forvandle sig til en ente. En af skovens vogtere. Natten var dog ved at falde på, men gruppen ønskede at fortsætte da de ikke følte sig trygge her.

Gruppen begav sig videre mod øst for at finde lærkelunden, og undervejs kom de i karambolage med en vild dryade og tre bjørne. Yasin blev næsten fældet af bjørnene, mens Morgoth fældede dryaden. Styrbjørn huskede noget som Alinar havde fablet om, at dryader åbenbart kun angreb på denne måde hvis det træ de levede i var blevet fældet. Styrbjørn forteg den viden, siden han regnede med at alle andre naturligvis også vidste det, selvom ingen andre kunne huske noget om det.

Ved lærkelunden søgte gruppen efter et gammelt knortet fyrretræ. På trods af det eneste lys de havde var stjernernes skær, så tog det dem ikke forfærdelig lang tid at finde træet. Pludselig blev Yasin vædret af et eller andet væsen lige i maven. Den overraskede gruppe så på den pludselige angriber, der viste sig at være en satyr med et skævt horn som sagde: “I er ikke en af dem.”

View
Ulvene kommer!
Deres første møde med de slemme, slemme ulve

Gruppen af tilfældige sammensvorne, som havde truffet hinanden i Alfenæs Slot, mens de ventede på en audiens hos sheriffen Anders af Alfenæs, fik stillet deres opgave af sheriffen og byvagtens kaptajn Hjalmar Brenson. De skulle den kommende nat vogte bondegårdene der var tættest på Dryadeskovene, og stoppe de ulve der ville kunne finde på at krydse floden og angribe bøndernes fåreflokke.

Som de bliver ledt ud af Hjalmar, lægger Morgoth mærke til to præster af Kelemvor der også så ud til at vente på en audiens. To præster som han havde sejlet med til Alfenæs, og som ligesom nu havde virket til at ignorere ham ind til videre. Den ene præst, en elver, så dog ud til at se gruppen an som de passerede hinanden. I barakken introducerer Hjalmar gruppen for tre byvagter der vil komme til at hjælpe dem under opgaven. De bliver delt op i grupper af tre. Alinar, Styrbjørn og Nimuë i den ene gruppe og Yasin, Morgoth og Azura i den anden gruppe. Hver gruppe skal patruljere deres sektion langs floden der skiller Alfenæs’ bønder fra Dryadeskovene. Byvagterne ville tage den sydlige del, fordi de kender bjergene og bakkerne bedst, Yasin, Morgoth og Azura skulle patruljere sektionen i midten (fordi den ene ikke havde lyst til at være for tæt på havet), og Alinar, Styrbjørn og Nimuë ville tage den nordlige del. De fik besked på at mødes ved Østporten ved solnedgang, så de ville kunne få de sidste informationer inden natten ville falde helt på, så de havde resten af dagen til dem selv.

Alinar udnyttede straks muligheden for at invitere kvinderne i selskabet ud på middag på Havfruens Trefork, hvor kroværten Torrin diskede op med sin koks bedste stuvning, og snakket gik livlig mellem dem.
Samtidig besluttede Styrbjørn sig for at prøve at se om han kunne skaffe nogen penge ved at gå til nogen forskellige kroer og udfordre gæsterne i armlægning, og fik sig en lille håndfuld guldmønter for sine bedrifter.
Morgoth tog selv sin tid til at besøge De Helliges Tempel i et forsøg på at lære mere om disse Kelemvor præster ved at kontakte den lokale Kelemvor præst. Desværre så det ud til at Alfenæs’ Kelemvor præst ikke var blevet informeret om disse individers ankomst, men mente at ypperstepræstinden Betha Arnegod måske vidste mere. Morgoth besluttede sig dog at det var på tide at mødes med de andre inden natten ville falde på.

Ved solnedgang stod gruppen klar ved Østporten, hvor Hjalmar sørgede for at forsyne dem med nogle fakler så de havde mulighed for at se gennem mørket og et horn hver så de kunne signalere til hinanden hvis der var fare på færde. Gruppen og de tre byvagter tog af sted for at patruljere deres områder, mens bønderne så nysgerrigt efter den gruppe armerede og meget forskellige folk gå målbevist i retningen af Dryadeskovene.

Det meste af natten gik stille og roligt, indtil Nimuë lagde mærke til bevægelse ved floden. Kort efter blev de angrebet af to ulve, og der blev blæst til alarm. Azura, Morgoth og Azura hørte alarmen, men kort efter kom der det samme signal sydfra. Byvagterne var også i knibe. De tre besluttede sig dog for at løbe de andre tre fra gruppen i møde, inden Azura selv blev løbet ned af et vildsvin. Morgoth fællede behændigt det andet vildsvin med en guiding bolt.
I den anden gruppe faldt Alinar da ulvene angreb, og lige meget hvor meget Styrbjørn slog på ulvene, så rejste de sig igen, ind til de omsider lå stille. Nimuë og Styrbjørn fik hurtigt liv i Alinar igen, og begyndte at undersøge ligene. Begge gruppe lagde mærke til at de dyr der havde angrebet dem havde været døde længe før at de slog dem ihjel for blot få øjeblikke siden.
Begge grupper signalerede tilbage at det hele var i orden igen, men byvagterne sendte signalet tilbage om at de stadigvæk var i kamp, og hvad det lød til var det en hæftig kamp.

Gruppen løb mod byvagterne for at komme dem til undsætning. Azura, Morgoth og Yasin var de første til at ankomme, lige i sidste øjeblik til at se den sidste byvagt falde fra et angreb fra mystisk væsen. Omkring byvagternes livløse kroppe lå der en bunke af lig fra udøde væsner. Både ulve, vildsvin og bjørne. Det var helt klart her den største front var. Udover det menneskelignende væsen der vendte sit fokus mod gruppen var der små busklignende væsner der pludselig styrtede sig mod den nye trussel.
Det største af væsnerne blev fældet af Yasin og Styrbjørn, mens de busklignende væsner faldt hurtigt for Azuras klinger, Nimuës stav og samt en fakkel, båret af Styrbjørn. Da truslen var over fik gruppen hurtigt liv i de heldigvis kun bevidstløse vagter, samtidig med at solen var ved at stige op over Dryadeskovene og ramme Alfenæs der begyndte at glitre som sølv. Nimuë genkendte væsnerne som værende blights. Væsner der opstod når en stor ondskab inficerede en skov. Onde plantevæsner der sprædte sig som en virulent sygdom i skove, og gjorde dem farlige og ufremkommelige. Hadet af feer, og Nimuë frygtede at dette havde noget at gøre med feernes forsvinden fra Dryadeskovene.

Gruppen hjalp byvagterne tilbage til Alfenæs, mens Morgoth og Nimuë slæbte et af ulvenes lig med til at bevise overfor Hjalmar at det de talte var sandt, og en langt mere alvorlig trussel. Tilbage ved slottet blev gruppen tilbudt logi i barakken, som nogen modtog med åbne arme. De fik besked på at de ville skulle tale med sheriffen så snart de vågnede. Og som solen rejste sig på himlen lagde vores eventyrere sig til at sove for at hvile sig ovenpå strabasserne.

View
Det der bragte dem sammen
Starten for Kzar Mora

Flyer1.png

En forsommer i det lille land Tria i begyndte disse sedler at dukke op i flere byer. Byen Alfenæs, som ligger i det nordøstlige Tria, nord for Draan-bjergene, en bjergkæde der dominerer det nordlige Tria, havde øjensynlig problemer med nogle ulve, og herskeren havde derfor bedt om udefrakommende hjælpe til problemet, i håb om nogle håbefulde eventyrere ville komme til deres hjælp.

Efter noget ventetid svarede nogle eventyrere på sheriffens kald.

Halv-orken Yasin drog til Alfenæs for at beskytte de svage mod ulvene, som hendes gud Torm bød hende.

Halv-elveren Alinar og mennesket Styrbjørn var strandet i Alfenæs efter nogen beslaglagde deres karavane og spredte deres trup. I håb om at få penge nok til at bygge truppen op igen meldte de sig også hos sheriffen.

Morgoth en tidligere præst for Kelemvor, der blev eksileret fra templet, på grund af sin interesse for nekromanti havde taget skibet nord på for at slippe for forfølgelse fra sine tidligere trosfælder.

Ud fra skoven kom den ældre Nimuë. En vildheks fra Dryadeskovene. Alfenæs bønder kendte hende godt, og hun var berygtet for sin evige ungdom. Hun havde selv oplevet problemer med ulvene, og nogle af hendes mest trofaste venner, de lokale feer, var forsvundet, og hun søgte svar.

Azura, en adelig genasi var draget ud i verden for at opleve noget af verden. Ved tilfælde endte hun sammen med de andre uden at det var hendes hensigt i at deltage i eventyret. Hun endte dog med at følge med de andre efter at have knyttet et bånd til præsten Morgoth.

Og sådan mødtes vores eventyrere hinanden, i et venteværelse hos sheriffen, og derfra starte vores historie.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.