Crystals and Caverns

Verden der ku' reddes

Historien om hvordan verden kunne være endt

Gruppen hvilede ud i flygtningelejren mens de stadigvæk fordøjede den viden at de var trådt ind i en fremtid de først skulle have set flere år senere. Under hvilet blev Nimuë vækket af en bydende stemme. En stemme der forklarede hende at det endnu ikke var for sent. Verden kunne reddes endnu. På ryggen af en pegasus blev Nimuë båret nordpå over Dryadeskovenes knortede trætoppe, til en stor skovsø. Stemmen fortalte hende at hun skulle finde søen for at kunne få en ny chance.

Morgenen gryede da gruppen stod op. Folkene i lejren virkede mutte og nedtrykte. Torrin forklarede gruppen at Broder Gregor var død i løbet af natten. Han spurgte Yasin om hun ville gøre den gamle præst den sidste ære og give ham nogle ord på rejsen til dødsriget. Det var en kort ceremoni og ikke særlig højtidelig, men det gjorde mange af flygtningene mere trygge at den gamle præst fik en hånd på vejen af en præstinde.
Efterfølgende diskuterede gruppen hvad de skulle nu. Nimuë fortalte om sin drøm og foreslog at finde søen mod nord. Styrbjørn var ved at blive træt af kulden fra norden, og så sig hellere sydpå. Azura og Nimuë var dog blot overbeviste om at truslen ville sprede sig sydpå, og Yasin så Nimuës drøm som et tegn fra guderne. Gruppen blev enige om at drage gennem skoven mod nord i håb om at der var et svar ved denne mægtige skovsø.

Gruppen ankom til skovsøen – efter at have slagtet en trold – som i aftenrøden allerede afspejlede på mystisk vis nattens stjernehimmel. De blev mødt med lyden af vingeslag, som en pegasus dalede ned mod skovsøens bred. En rytter steg af pegasusen. En rødhåret kvinde i hvide rober og en gylden brystplade. Hun forklarede at hun var kendt for gruppen som Kirke, men de måtte gerne kalde hende for Diana. Hun fortalte dem en hemmelighed som tog dem på sengekanten. En frygtelig nyhed, som ingen ville høre. Hun fortalte dog at de endnu kunne nå at ændre det, da hun kunne gøre Feywilds magi ugjort og de ville endnu kunne nå at stoppe denne verden for at blive til virkelighed.
En ritual blev kastet af Diana på gruppen, hvor de så glimt af den fremtid som de befandt sig i. En dystopisk verden, hvor de så deres nærmeste dø for forskellige ulykker og katastrofer. Hvad der virkede til at være en evighed efter, så stod de i søen til en morgen med let støvregn, men koldere end det de kom fra.
Som de undersøgte området lagde de mærke til at skoven så rask ud igen. Træerne var sunde at se på, og dyrelivet var der igen. De kunne høre fuglene synge og dyr der pilede gennem underskoven. Diana havde fortalt at de skulle opsøge elverne i Elyf Serin, da de havde kæmpet mod den samme fare før. De fulgte vandløbet som ifølge hende burde lede dem til Elyf Serin.

Gruppen rejste det meste af dagen, noget tryggere ved at skoven var tilbage til det normale stadie, men fortsat opmærksom på omgivelserne, da de vidste at der stadigvæk var fare på færde. På et tidspunkt lagde gruppen mærke til nogle klipper der havde en sær formation, og som træerne lysnede op stod de pludselig i midten af en mægtig ruinby. Tårnende konstruktioner dækket i slyngplanter og mos.
Gruppen gik straks i gang med at udforske ruinerne for at finde ud af hvor de var og hvis det her var Elyf Serin, hvad var der så sket. Under deres udforskning stødte gruppen på indgangen til en underjordisk krypt ved siden af det, som de vurderede var en tidligere tempel for Sehanine Moonbow.
De trådte ind i krypten og opdagede at en af de forreste rum var beskyttet af fire levende rustninger, men takket været at Alinar og Styrbjørn havde fundet en særlig amulet, blev gruppen ikke angrebet, men i stedet for hilst velkommen. Hvad mon resten af disse gamle gange skjuler på?

Comments

Sunny_Kzar_Mora Sunny_Kzar_Mora

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.