Crystals and Caverns

Slaget ved Gulthias træet

Hvordan Dryadeskovene blev befriet af sygdom

Overnatningen i Elyf Serin var urolig omend tryg nok. Spøgelserne og minderne stedet huserede begyndte at komme gruppen på livet, men forstyrrede dog ikke deres nattesøvn. Deres tanker var fyldte med hvad de ville møde når de først stødte på Dra’an og hvilke kræfter han besad, og om de overhovedet havde styrken til at bekæmpe denne trussel.

De brugte det meste af de næste par dage på at vandre gennem de smukke Dryadeskove, men på anden dagen begyndte de at støde på velkendte knortede træer. De markerede umiskendelig de forpestede plantevæsners nuværende område, som de vidste i fremtiden ville strække sig gennem hele skoven og konsumere Alfenæs, den smukke by kaldet Sølvbyen hvor de først havde truffet hinanden. Med list og en god del hel formåede de at snige sig gennem den syge skov, flere gange ved at blive opdaget af fjenden.
På grund af en forstyrrelse af en rede med edderkopper, hvor Styrbjørn valgte at slå til med sit nye kastespyd, og en tordenbrag alarmerede de fjendtlige patruljer at der var fjender i området, måtte gruppen øge sit tempo. Hurtigt fik de sneget sig længere ind i skoven op imod den dal hvor de havde fået at vide at de ville fjende ondskaben de ville skulle slå ned. De valgte at holde et hvil mellem nogen klipper for at diskutere deres plan, hvor de første gang fik øje på Gulthias træet. Et mægtigt knortet træ der ragede op gennem skoven.

Gruppen valgte at sende Azura, deres mest listige medlem, for at udforske området. Denne information ville kunne være kritisk i forhold til deres planlægning. Azura observerede at der var flere af fjenderne som drog længere ud af dalen, og da hun omsider kom tæt nok på træet for at se hvad der foregik, så lagde hun mærke til at der var flere væsner som drog fra deres vagtpost omkring træet for at undersøge lynnedslaget der var kommet uden en eneste tordensky. Azura rapporterede tilbage til gruppen, som vurderede at de måtte skynde sig at nå frem til træet, mens der var færre vogtere takket været tilfældig held.

Gruppen skyndte sig til Gulthias træet hvor de udslettede de tilbageværende vagter. Nu var det bare et spørgsmål om at tilintetgøre træet. De valgte at gøre det med ild. Brænd træet ned og det måtte være godt.
Som ilden begyndte at fænge og træet opdagede den fare den var i, udsendte den mægtige plante et øresønderrivende hyl som buldrede gennem skoven. Gruppen vidste nu at der ikke ville være lang tid inden fjenden ville vende tilbage og stoppe dem fra at dræbe Gulthias træet. Azura brugte sine medfødte evner til at flyve over træet og hælde olie på bålet oppe fra, i håb om at indslutte hele træet i flammer. Alinar, Nimuë og Styrbjørn sørgede for at skaffe mere brænde for at styrke bålet, og det nåede hurtigt en intens hede der var svær at stå imod. Yasin og Morgoth prøvede sig med hellig ild for at se hvad det ville gøre ved træet. Som de koncentrerede sig om deres hellige magi forvandlede bålets flammer til hellig ild som brændte i træets ondskab. Træet begyndte at skabe flere blights i håb om at stoppe dens fjender, men Azura og Styrbjørn holdt dem tilbage med al deres magt, mens Nimuë sørgede for at holde bålet kørende og Alinar styrkede og hjalp Morgoth og Yasin med at holde koncentrationen. Som de hørte træet give op under flammerne, dukkede en horde af udøde og blights op i området. Gruppen løb hvad remmer og tøj kunne holde som træet faldt ned mod dem. Styrbjørn greb Alinar i nakken som han spænede afsted sammen med de andre, men den gamle Nimuë var ikke helt så hurtig som de andre og blev slået ned af det brændende træ, men kom hurtigt op og videre, som hun sendte en haglstorm mod deres fjender for at stoppe deres hævntørstige fremmarch.
Som de løb begyndte luften at knitre af magisk energi, og en portal åbnede sig hvor en velkendt satyr mødte gruppen som bad dem om at hurtigt træde til side, lige i det som en ny portal åbnede sig og ud væltede en horde af fefolk, enter, kentaurer og firbolgs som slog sig løs mod den fjendtlige horde som havde overtaget og belejret deres skov. Omsidder kunne de igen vende tilbage og de ville tilbage i flerfold for den skade de havde lidt. Ud trådte også Silme som brugte sine mægtige magiske kræfter til at hjælpe i slaget. Med en allieret hær i ryggen vendte gruppen rundt og kastede sig ind i kampen.

Flere timers hård og blodig kamp fulgte, men feerne og vores eventyrere vandt over denne horde. Såret og blodig, men stadig levende fandt gruppen hinanden mellem feerne. De måtte finde ud af hvad de skulle gøre. Efter at være blevet takket personligt af Tvillingerne (Elen havde tilsyneladende også deltaget i kampen, men uden at blive opdaget af gruppen) valgte de at slå lejr med Tvillingernes ord på at de ville kunne sove trygt, og for denne nat ville de sørge for at de var i sikkerhed.

Morgendagen stod på som de vågnede, med flere nye frisurer takket være nogle drilagtige små feer, hvor de diskuterede hvad de skulle gøre. Hvordan skulle de nu tackle den onde som havde forbandet skoven i første ende. Var de stærke nok til at besejre et så mægtigt væsen, der kunne skabe sådan noget. Det kunne godt være at Paelias havde sagt at han aldrig kunne slippe fri fra sit fængsel, men hvad var deres garanti? Skulle de skaffe en hær først? Prøve at finde flere allierede? De valgte dog at undersøge Dra’ans hule først, og hvis de fornemmede at udfordringen ville blive for stor ville de vende rundt med det samme. Efter en rask vandretur stod de ved åbningen til Dra’ans hule. Hvad venter gruppen på den anden side, og er de stærke nok?

Comments

Sunny_Kzar_Mora Sunny_Kzar_Mora

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.