Crystals and Caverns

Hjertetræets hemmelighed

Rejsen ind i Dryadeskovene

Efter den forgangne nats strabasser og gruppen havde lagt sig til at sove, blev Yasin hjemsøgt af en mystisk drøm. En drøm hvor ingen var til stede ud over en pludselig fremtræden af en person hængende på slotsmuren i armene, spændt ud med nogle kæder. Personen som lignede forskellige personer Yasin havde truffet bad hende om hjælp, inden hun blev vækket af en af de byvagter gruppen havde reddet natten forinden.

Gruppen blev bedt om at straks melde sig hos sheriffen. Gruppen blev ledt til sheriffen af hans tjener Anton endnu en gang, kun for at komme ind og afbryde et højlydt skænderi mellem sheriffen og byvagtens kaptajn Hjalmar. Gruppen nåede at høre at Hjalmar krævede at sheriffen ville være mere ærlig overfor dem, da de havde bevist deres værd ved at redde hans mænd.

Sheriffen undskyldte overfor gruppen om ikke at have været helt ærlig overfor dem, da han ikke troede at han ville kunne få fremmede til at kæmpe for sig, hvis han havde fortalt hele sandheden. Han havde godt vidst at ulvene opførte sig besynderligt, og der var mere ved det end blot ulve, dog havde han ikke regnet med zombie ulve. De havde mistænkt at feernes forsvinden fra Dryadeskovene var forbundet med disse ulves opdukken, men ingen beviser. Nimuë fortalte hvad hun vidste om de blights de også havde kæmpet imod, som videre bekymrede sheriffen. Sheriffen bad gruppen om at undersøge sagen nærmere og at vandre ind i Dryadeskovene for at se hvad der var skete og hvad der var i gang med at ske, imod en belønning i form af en klækkelig sum guldmønter. Gruppen indvilligede i at hjælpe.

Efter at have besøgt kvartermesteren for at få nogle forsyninger, gik gruppen i gang med at samle information for at forberede sig på deres rejse. De startede sammen at gå til De Helliges Tempel for at spørge om lov til at gå gennem bibliotekets bøger for at finde noget information. De blev henvist til bibliotekaren, som Yasin havde truffet da hun først ankom, den meget snaksaglige gamle præst Gregor Bersk. Han hjalp med glæde gruppen med at finde bøger der kunne hjælpe dem. Alinar, Yasin og Styrbjørn forsøgte at lære mere om feerne, deres væsen og kultur, mens Nimuë og Azura prøvede at finde nogle kort over byen, for at se om der var nogle skjulte gange og hemmelige rum under byen. Morgoth begyndte at spørge ind til nekromanti og prøvede at være diskret omkring det, men den Broder Gregor brød sig ikke om spørgsmålene og blev meget afvisende. Da gruppen forlod templet formåede Azura at stjæle en bog om nogle hede digte der involverede fefolket.

Styrbjørn og Alinar, der havde forladt templet lidt forinden resten af gruppen, havde formået at få ud af nogle ældre damer om at en bondepige kaldet Miri åbenbart havde et forhold til en satyr fra skovene. Gruppen diskuterede om de skulle besøge bondefamilien, men Nimuë der var Miris gudmor, der havde besøgt familien inden hun var kommet ind til byen, mente det var unødvendig at tale med dem, da de ikke vidste noget da hun først besøgte dem. De begav sig derfor direkte mod Dryadeskovene, selvom de ikke følte at de havde lært synderligt meget, og håbede blot på det bedste.

På vej mod Dryadeskovene lagde gruppen mærke til at nogen prøvede at snige sig efter dem. De opdagede en ung bondepige havde fulgt efter dem, som Nimuë genkendte som Miri med det samme. Miri ville høre gruppen om de ville kunne holde udkig efter Krumhorn, en satyr som hun så som sin bedste ven, sagde hun. Hun gav dem en rutebeskrivelse til Krumhorns normale opholdssted. Hun ville nemlig gerne forsikre sig at sin ven havde det godt. Hun sagde at de skulle først finde Hjertetræet. Derfra skulle de gå direkte mod solopgangen ind til de ramte Lærkelunden. Der skulle de finde et gammelt knortet fyrretræ, hvor Krumhorn burde holde til.

Med hjælp fra Nimuë stedkendthed i de vestligste egne af Dryadeskovene havde de ikke et problem med at finde frem til Hjertetræet. Et mægtigt grantræ. Nimuë vidste at træet normalt var fyldt med feer, men der var ikke et eneste tegn efter dem, og der var heller ikke tegn efter kamp. De var blot forsvundet. Morgoth prøvede at undersøge med et ritual om han kunne finde spor af magi, og lærte at Hjertetræet… pulserede med naturlig magi. Et tegn på at dette træ ville om nogen årtier muligvis ville forvandle sig til en ente. En af skovens vogtere. Natten var dog ved at falde på, men gruppen ønskede at fortsætte da de ikke følte sig trygge her.

Gruppen begav sig videre mod øst for at finde lærkelunden, og undervejs kom de i karambolage med en vild dryade og tre bjørne. Yasin blev næsten fældet af bjørnene, mens Morgoth fældede dryaden. Styrbjørn huskede noget som Alinar havde fablet om, at dryader åbenbart kun angreb på denne måde hvis det træ de levede i var blevet fældet. Styrbjørn forteg den viden, siden han regnede med at alle andre naturligvis også vidste det, selvom ingen andre kunne huske noget om det.

Ved lærkelunden søgte gruppen efter et gammelt knortet fyrretræ. På trods af det eneste lys de havde var stjernernes skær, så tog det dem ikke forfærdelig lang tid at finde træet. Pludselig blev Yasin vædret af et eller andet væsen lige i maven. Den overraskede gruppe så på den pludselige angriber, der viste sig at være en satyr med et skævt horn som sagde: “I er ikke en af dem.”

Comments

Sunny_Kzar_Mora Sunny_Kzar_Mora

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.