Crystals and Caverns

Håb og undergang!

På jagten efter en kæmpe

Efter gruppen havde hvilet ud hos Silme og skulle gøre klar til at prøve at finde en kæmpe som de skulle nedlægge, manglede der to ved morgenbord. Styrbjørn og Azura var umiddelbart ikke til at se. Efter en kort eftersøgning fandt gruppen Styrbjørn siddende mellem nogle blomster, der viste sig at være Drømmeblomster. Deres pollen som var et kraftigt halluciongen havde tydeligvis påvirket Styrbjørn voldsomt, og der viste sig at være tydlige ændringer i Styrbjørns opførsel og væremåde, da de endelig fik slået Styrbjørn ud af sin rus. Tilbage ved morgenbordet sad Azura da de vendte tilbage.

Gruppen blev ledt lidt ind i skoven af Silme og vist i den retning hvor de ville kunne finde kæmpen som de skulle nedlægge hvis de skulle have hendes hjælp. De vandrede gennem Feywilds smukke skove, for at pludselig stå overfor en mægtig sump. Sumpen viste sig straks at være forrædderisk og svær at navigere, men med hjælp fra Nimuë formåede Yasin at guide gruppen gennem sumpen uden de største problemer. Enkelte gange kom de ud af kurs, men de holdt en god fart gennem sumpen, selvom det blot blev sværere at navigere dette labyrint af en sump.
Halvvejs gennem sumpen blev gruppen mødt af tre hekselys. De dansende lys hjalp gruppen med at lede dem videre gennem sumpen, og Yasin så det som et tegn på at hendes guder holdt en hånd over dem. Dog deres tryghed i hekselysene viste sig at være fejlplaceret. Hekselysene lokkede Yasin og Nimuë ud over noget løs bund. Yasin formåede at undgå at fald i sumpen, men Nimuë væltede ned i slammen og begyndte straks at synke. Yasin forsøgte at hive Nimuë op, men blev straks angrebet af et af hekselysene. En kamp opstod og Morgoth lagde mærke til at det de stod overfor var ikke hekselys men lygtemænd! Ondsindede udøde der levede af fortvivlelse. Både Yasin og Azura var ved at falde for lygtemændenes angreb i et forsøg fra deres side at mæske sig i deres livsenergi. Gruppen formåede dog at slå væsnerne og kunne fortsætte gennem sumpen, mere påpasselig med hvad de turde stole på.

Efter mange timers vandring formåede de omsider at komme på den anden side for at kunne holde et hvil. Skoven var på denne side af sumpen mere vild og utæmmet, og det var tydeligt at Silmes havde ikke den samme magt over denne del af Feywild, hvilket tydede på flere farer. Skoven var tydeligt domineret af dyr og uhyrer, hvilket det ikke ville være overraskende hvis de ville blive angrebet af noget.
Undervejs gennem vandringen tumlede Nimuë over en fælde som udløste et net, der låste Yasin og Nimuë håbløst fast, men med Azuras hurtighed formåede gruppen at skære deres venner fri inden de blev overfaldet af gobliner. Goblinerne blev hurtigt overvældet af gruppen, og viste sig at være ingen udfordring for de efterhånden trænede eventyrere.

Gruppen fortsætte og nåede frem til skovbrynet, hvor de blev præsenteret for et stort bakkelandskab. De fik deduceret på omgivelserne, at det tydeligvis var i disse områder at kæmpen nok holdt til. Inden de dog fik begivet sig på jagten efter kæmpen blev de stoppet af et lille væsen. En fe, som Nimuë så var en quickling. Den ubevæbnede quickling bad gruppen om at vente og fortalte at den havde ventet dem. Den advarede om at Silme og Elen ikke havde været fuldstændig ærlige overfor dem, og at grunden til at de skulle bringe dem hjertet fra kæmpen, var at de skulle bruge det til at bryde en magisk besværgelse dens herskerinde havde lagt over bakkelandskabet, så intet fevæsen kunne begive sig mod kæmpen. Den vidste godt at de skulle bruge Tvillingernes hjælp, så for at undgå at forarge Tvillingerne, men sørge for at de ikke fik hvad de skulle bruge, så skulle gruppen blot bringe den et skrin der var på kæmpen. Skrinet indeholdt noget værdifuldt for Tvillingerne og quicklingens herskerinde, men kun et enkelt objekt. Resten lovede quicklingen at den ville give til gruppen hvis de samarbejdede. Gruppen læste quicklingen som troværdig og valgte ind til videre at gå med på quicklingens forslag.
Som gruppen krydsede grænsen mellem skoven og bakkerne mærkede Alinar og Nimuë en voldsom ubehag de begge tolkede som irrationel og fik kæmpet imod fornæmmelsen for at vende om og gå, lærte de at denne magi måtte være ekstrem kraftfuld, når selv den smule feblod de havde i årerne var nok til at påvirke dem, men nu var jagten på kæmpen gået ind!

Comments

Sunny_Kzar_Mora Sunny_Kzar_Mora

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.